Sundhedsvæsenet skal tage ansvar – ved at give ansvar

Sundhedsvæsenet skal tage ansvar – ved at give ansvar

Om kort tid skal Danmark have ny Sundhedsminister, og ligesom sin forgænger vil han eller hun ønske sig et sundere Danmark. Jeg drømmer også om et sundere Danmark, og derfor er min store forhåbning, at vores kommende Sundhedsminister vil kæmpe for et mere visionært og ambitiøst sundhedsvæsen, som bruger flere ressourcer på at opkvalificere danskernes reelle sundhedsfærdigheder, så vi får bedre mulighed for at tage ansvar for egen sundhed. Når det er muligt!

Når vi brækker benet eller bliver kørt ned, har vi brug for et sundhedsvæsen, som tager over, så ansvaret bliver flyttet fra os som individer og over i mere kompetente hænder. Det samme gør sig gældende, når vi bliver ramt af de sygdomme, vi ikke selv kan gøre noget ved. I disse tilfælde er det vigtigt med et sundhedsvæsen, som tager ansvar ved ’at tage over’, og det fungerer rigtig godt! Desværre kan logikken om den syges ansvarsoverdragelse gøre mere skade end gavn i nogle af de sygdomstilfælde, hvor vores egne handlinger er vigtigere end lægens.

Når det gælder en lang række sundhedstilstande, -udfordringer og regulære livsstilssygdomme, kan vi nemlig selv –hver især – gøre en hel masse for at forebygge, reducere og bekæmpe sygdomme – hvis vi ellers kvalificeres til det. Og det gør vi desværre sjældent med det traditionelle behandlersyn, som vores nuværende sundhedsvæsen bygger på.

At tage ansvar er at give ansvar

Til mine foredrag, kurser og forløb hører jeg ofte danskere fortælle om deres frustration over at savne adgang til viden om alt dét, de selv kan gøre. De savner viden om kroppen og et fundament til at skabe overblik i en ’sundhedsjungle’, hvor tilfældige sundhedstrends ofte får lov at diktere. For hvad er rigtigt, og hvad er forkert – netop i min situation? Og hvor skal jeg få den viden, som lægens udmærkede konsultation ikke er indrettet til at varetage.

Det manglende sundhedsfundament for helt almindelige danskere er både et problem for vores behandlersystem, for samfundet og ikke mindst for den enkelte dansker, som på den ene side er motiveret og ønsker at tage ansvar men på den anden side føler, at sundhedssystemets rammer ikke tilbyder ansvarsdeling.

I Danmark har vi brug for et offentligt sundhedsvæsen, som tager mere ansvar – ikke ved at tage over, men ved at opkvalificere danskerne med individuelle sundhedsfærdigheder, som gør det muligt selv at tage større medansvar. Fylder vi danskernes rygsæk med sundhedsfærdigheder, bliver vi motiverede medspillere for egen sundhed – og tro mig – det vil vi danskere gerne!

Vi skal væk fra et sundhedsvæsen, hvor ansvaret for danskernes sundhed alene er placeret hos vores dygtige læger og behandlere. I stedet skal vi indrette det sådan, at ansvaret bliver delt mellem vores behandlere og borgere. Det skal være helt okay, at man som borger eller patient møder behandleren med et ønske om selv at ville tage ansvar og handle. Og det skal være helt legitimt, at vores læger og behandlere i stedet for at udskrive en recept fx henviser til et sundhedskursus, som stilles til rådighed for de danskerne, som har lyst, overskud og mulighed for at drage fordel af det.

Vi skal indrette vores sundhedssystem, så patienten kan blive så rask som muligt, selvom det ikke ligger indenfor rammerne af de almindelige lægekonsultationer. En 10 minutters lægekonsultation egner sig altså ikke til uddannelse. Den egner sig derimod til rigtig meget andet!

Jeg tør slet ikke tænke på de sundhedsgevinster, vi som samfund ville opnå, hvis alle danskere havde fri entre til et åbent og gratis kursus i kroppens biologi. Et kursus hvor vi alle bl.a. lærte om insulinresistens og sukkers rejse i kroppen. For når det kommer til sundhed, skal vi alle nemlig vide det samme – men ikke nødvendigvis gøre det samme.

Sundhed skal sættes i system

Når man i medierne kan læse om et presset offentligt sundhedsvæsen med mangel på sundhedspersonale, så står vi naturligvis overfor en stor udfordring. Men de ressourcer, vi mangler, skal efter min mening i højere grad frigøres ved at efterkomme danskernes ønske om at tage medansvar for egen sundhed. Giver vi danskerne mulighed for opkvalificering af sundhedsfærdigheder, frigør vi samtidig store ressourcer hos vores læger, som derfor kan bruge endnu flere kræfter på at hjælpe der, hvor den lægelige indsats er det altafgørende.

I dag undlader vi at give danskere med diabetes 2 og prædiabetes de bedste livsstilsråd, fordi vi er bange for at forvirre, hvis almindelige mennesker og insulinresistente får principielt forskellige råd. Alene en omgørelse af denne praksis, vil kunne holde rigtig mange danskere ude af de krævende kroniske diagnoser, og det er der både livskvalitet og samfundsøkonomi i. Men det kræver færdigheder fremfor råd. Og vi er kun sundhedsforvirrede, til vi ved nok!

Vi kan uden tvivl finde rigtig mange penge på sundhedsbudgetterne, hvis vi bliver lige så gode til at sætte sundhed i system – som vi er til at sætte sygdom i system. Derfor vinder vi også stort på sundhedskontoen, hvis vi i en fart får sat den fascinerende sundhedslogik på skoleskemaet helt på linje med matematik, dansk og historie – allerede i Folkeskolen – så næste generation forstår kroppen endnu bedre – og kan handle på signalerne.

Jovel, jeg ved godt, at ikke alle vil bruge deres nye sundhedsviden, men den giver i det mindste muligheden for at handle. Derved får vi får skabt et samfund med større lighed i sundhed, hvilket må være både en etisk og moralsk forpligtelse i et videnssamfund.


Jeg har – i et helt nyt online-forløb – samlet den viden, jeg mener alle insulinresistente har brug for. Du kan læse om forløbet her.
Og i det sundhedssystem, jeg drømmer om i fremtidens Danmark, deler sundhedssystemet det vigtige ansvar med den kompetente diabetiker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *