En ingeniør som sundhedsminister?

En ingeniør som sundhedsminister?

Bøgerne, som ledsager de årlige diabeteskonferencer, bliver mere og mere omfangsrige år for år. For stadig flere af verdens dygtigste videnskabsfolk forsker nu i endnu flere fascinerende aspekter af diabetes. Der er midler, prestige og fremtid i forskning i medicin og teknologi til symptombehandling af en kronisk sygdom, som forventes at ramme 10% af verdens befolkning om føje år. Men vi må ikke glemme også at oversætte forskningen til løsninger! Da ingeniører er de mest løsningsorienterede, jeg kender, foreslår jeg en ingeniør som sundhedsminister! Men jeg håber du ser, at jeg gør det med et glimt i øjet.

Jeg har haft verdens bedste job i lægemiddelindustrien. Hvert år drog jeg på en af de årlige amerikanske eller europæiske diabeteskonferencer, og jeg slugte al den nyeste forskning råt. Spændende forskning, udført med sofistikerede nytænkende metoder af talentfulde diabetesforskere. Læsning som kunne få en skabsnørd som mig til at snige sig op før daggry for at læse og dernæst prioritere de kommende konferencedage.

En formiddag var en ingeniør faldet over konferencebogen med de nyeste forskningsresultater, som var efterladt sammen med mit pas og min flybillet på køkkenbordet. Han bladrede den eftertænksomt og nysgerrigt igennem. Så sagde han roligt:

”Konference nummer 49! En ikke helt ubetydelig mængde forskning at dømme ud fra bogens tykkelse. Samtidig bliver der stadig flere diabetikere i verden hver eneste dag. Hvordan synes I selv det går? Hvornår løser I problemet?”

I første omgang trak jeg overbærende på smilebåndet med min vanlige stolthed, selvtillid og tryghed som medlem af diabetes-eliten, som forsker og director i medicinalindustrien. Men spørgsmålet fik en afsindig stor betydning for mig. For langsomt men sikkert indså jeg, at jeg ikke var med til at løse problemet. I bedste fald var jeg lidt med til at gøre det ’bedst muligt’ at være medicineret diabetiker. Men med et drømmejob og et trygt fællesskab i en succesfuld medicinalvirksomhed var jeg måske også med til at fastholde sygeliggørelsen af en fysiologisk tilstand, som kræver enten kronisk medicinering – eller ny præmis om ‘diabetes kost’, et spændende kursus og 3 måneders hårdt arbejde med sin krop!

Men hvordan løser vi egentlig problemet? Hvordan kan vi knække den stigende kurve med flere og flere diabetikere i Danmark? Hvordan kan vi få en fremtid med færre diabetikere og flere kostbehandlede diabetikere?

Ud fra det naturvidenskabelige perspektiv ved vi alt, hvad vi behøver for at knække kurven. Men hvordan kan denne viden omsættes til resultater og bedre liv? Besvarelse af det spørgsmål ville være et værdigt tema for en af de næste årlige diabeteskonferencer. Mit korte svar er, at vi skal ændre to præmisser, som vi lever med i dag:

  1. Voksne mennesker skal have 45-60% af deres energi fra kulhydrater og måltiderne skal fordeles på 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider.
  2. Mennesker kan og vil ikke deres egent sundhedsbedste.

Men jeg ville elske an god faglig diskussion om emnet og løsningen på en af de kommende konferencer.

Mange sætter sig godt tilrette og forarges over lægemiddelindustrien, lægerne og den politiske indsats.
Andre mener, at den enkelte må tage ansvar for sig selv og forebygge sygdomsudvikling.
Andre igen forsøger at sprede budskaber om, hvordan de selv eller andre lykkedes med at blive symptomfrie diabetikere med en indsats, som viste sig at være fuld af belønninger. Tusind tak til alle jeg der gør det!

Jeg bakker fuldt op om medicinalindustrien. Her gør vi, hvad vi er bedst til. Jeg bakker også op om danskerens frie valg af livsstil. Men jeg bakker kun op om det frie valg, hvis det er et informeret valg. Det mener jeg ikke, det er i dag! For vi har skabt en kaloricentrisk misforståelse der stigmatiserer mennesker med diabetes 2 og andre livsstilssyge. Vi går simpelthen og bilder os ind, at de ‘bare spiser for meget. Basta’. Den æra burde have været forbi for flere dekader siden.

Min uforbeholdne mening er, at vi bør skabe et rungende hype, hver eneste gang en diabetisk landsmand bliver rask (eller symptomfri) og at inspiration til at blive diabetesfri skal være ligeså lettilgængelig som forløbsprogrammer, recepter på metformin og blodsukkerapparater. Lad den enkelte vælge, om behandlingsstrategien skal gå imod at blive rask eller imod kronisk medicinering og uddannelse i at håndtere de kommende komplikationer bedst muligt.

Skab en bonusordning til praktiserende læger, som faciliterer diabetessymptomfrihed. Der er mange af dem, efterhånden, og de har min største respekt!

Nuvel findes der ingen videnskabelig dokumenteret opskrift på den optimale vej diabetesfrihed. Ikke desto mindre findes der adskillige forskellige opskrifter på symptomfrihed med stærke videnskabelige rationaler, som alle klinikere vil nikke til, når mikrofonen slukkes. Alt, der er sundt og stabiliserer blodsukker synes at virke.

”Jeg synes, du marginaliserer alle de diabetikere, der ikke har en chance for at blive raske,” sagde en diabeteslæge og tidligere kollega til mig for nogle år siden. Jeg ved, at der er masser af fysiologiske, psykologiske og sociale grunde til, at ikke alle type 2 diabetikere kan blive raske. Men marginaliserer vi ikke både dem, der kan og dem, der ikke kan ved alene at tilbyde dem alle en behandlingsstrategi, som giver dem de bedste forudsætninger for et liv som kronikere?

Løsningerne er derude. Vi mangler blot en løsningsorienteret ingeniør til at styre prioritering og implementering. Præcis som vi styrer med trafikken. Her behøver vi ikke et videnskabeligt studie til at dokumentere det, vi allerede ved fra lærebøgerne. Her løser vi problemerne, når de opstår. Så hvad hvis vi tog ingeniørens løsningsorienterede tilgang til problemet sammen med efterskolelærens menneskesyn, sygeplejerskens hensyn og den lægevidenskabelige forstand på sygdommene? Hvad hvis vi, fremfor at rette ind efter en fremskrivning om 660.000 diabetikere i 2025 turde sætte et mål for 330.000 danske diabetikere i 2025. Hvad ville det koste os? Hvordan kunne vi gøre det? Hvilket resultat er muligt for den enkelte og for samfundet?

Jeg mener opskriften er simpel: Vi skal behandle den kompetente diabetiker. Forkæle ham med videns-inspiration og lækker uforarbejdet mad. Vise tillid, til at hun godt kan klare det og fejre succesen sammen med hende!

Spørgsmålet er, om vi ikke også skal stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig er en menneskeret at spise raffineret sukker og stivelse, om det ville give mening, at sodavand kostede 50 kr/halve liter og alle fødevarer tilsat raffineret sukker eller stivelse blev mærket tydeligt. Vi bør lade sukker være et aktivt tilvalg fremfor en kompleks undvigemanøvre.

Kom til foredrag

Er du ingeniør, efterskolelærer, sygeplejerske, naturvidenskabsmand – eller bare et ganske almindeligt menneske, der har lyst at se din personlige sundhed i et nyt og moderne perspektiv uden blinde vinkler, skal du være rigtig hjertelig velkommen til ‘SukkerSmart 2020’, som du kan læse alt om her – eller købe billet til her:

Lyngby – 25. februar 2020 kl. 17.00-19.30 – køb din billet her (UDSOLGT – ekstraforedrag d. 25. marts)

Kolding – 27. februar kl. 17.00-19.30 – køb din billet her

Århus – 4. marts 2020 kl. 17.00-19.30 – køb din billet her

Bornholm – 12. marts 2020 kl. 17-19.30 – køb din billet her

Odense – 19. marts 2020 kl. 19.00-21.30 – køb din billet her

Lyngby EKSTRA – 25. marts 2020 kl. 17.00-19.30 – køb din billet her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *