Kålhydrater – fødevarernes struktur

I mange år har vi valgt fødevarer ud fra deres indhold af næringsstofferne fedt, protein og kulhydrat, men i dag ved vi, at fødevarernes struktur måske har en større effekt på vores sundhed end det procentuelle indhold af næringsstofferne i maden. Med den rigtige fødevarestruktur – eller ’indpakning’ – fodrer du nemlig dine tarmbakterier, som kvitterer med sund biologi, vigtige næringsstoffer, et vigtigt samspil med tarmhormonerne og et modent immunforsvar. Her får du et smugkig i et af mange temaer i min nye bog KÅLHYDRATER.

Den samme næring giver dig ikke nødvendigvis den samme sundhed. Lyder det mærkeligt? Det er det faktisk ikke, når du først kender til den sundhedsmæssige betydning af dine tarmbakterier, og når du forstår, hvorfor et godt forhold til dine tarmbakterier er lige så vigtigt som et godt forhold til din læge.

Hvis du får din næring i uraffineret form – via uforarbejdede fødevarer, så kvitterer tarmbakterierne nemlig med en række sundhedsfremmende mekanismer, du ikke vil få, hvis næringen kommer fra raffinerede fødevarer:

  • Når du får din næring i uraffineret form, sørger tarmbakterierne for, at du får en lang række vigtige vitaminer og fedtsyrer.
  • Når du får din næring i uraffineret form, sørger tarmbakterierne for at ’dele’ kalorierne med dig.
  • Når du får din næring i uraffineret form, belønner tarmbakterierne dig ved at frisætte smagsstoffer, der stimulere smagsløgene i tarmene, så du bl.a. får bedre mæthedsfornemmelse.
  • Når du får næring i uraffineret form, danner dine tarmceller hormoner, der får dig til at tåle sukker bedre – og til at fjerne overskydende sukker fra blodet bedre.

Faktisk er det slet ikke ny viden, at fødevarernes struktur og indpakning er afgørende for vores sundhed. Alligevel har vi i mange år haft fokus på det procentuelle indhold af næringsstoffer i vores mad. Det skal vi have lavet om på! Og heldigvis er både nye kostanbefalinger fra internationale patientorganisationer og ny forskning med til at skubbe forståelsen og justere vores ’normal’.

Eksempelvis står professor Oluf Borbye Pedersen bag et studie, som dokumenterer, at man ved at skære ned på den glutenholdig mad såsom brød, pizza og pasta (fremstillet af hvede, rug og byg) kan opnå større tarmsundhed – med en række sundhedsfremmende gevinster. Lignende konklusioner drager vi i en ny videnskabelig oversigtsartikel, hvor vi med et nyt perspektiv slår fast, at mikrobiotaen (tarmbakterierne) er en motorvej til øget sundhed. Har du omtanke for mikrobiotaen vil den, som din bedste sundsallierede, fodre dig med sund biologi, livsvigtige næringsstoffer og et modent immunforsvar.

Jeg anbefaler, som du sikkert allerede ved, at du fodrer din mikrobiota med grove grøntsager (f.eks. kål) hver dag, så du sikrer dens bakterielle diversitet.

 Kulhydrater eller kålhydrater

Mange sætter lighedstegn mellem stabilt blodsukker og ‘mad uden kulhydrater’. Det skal vi have gjort op med. Der er nemlig masser af kulhydrater i grøntsager (selv i kål), men det er kulhydrater, som har en helt anden effekt på din krop end de raffinerede kulhydrater fra sukker og mel. Det er altså ikke kulhydraterne i sig selv, der skaber en blodsukkerstigning. Det er deres ’indpakning’ i plantecellens fibervæg, der afgør om de vedligeholder en sundhedsfremmende biologi eller om de sikrer blodsukkerstigninger. Der er altså en verden til forskel. Derfor kalder jeg de kulhydrater, der kommer fra kål og grove grøntsager for kålhydrater. Det er lidt for sjovt. Men det er også alvorligt ment!

For kulhydrat er ikke bare kulhydrat.

En kalorie er ikke bare en kalorie.

Fiber er ikke bare fiber.

Effekten på din krop hænger helt vildt sammen med om du får disse næringsstoffer i den originale plantecellestruktur, eller om de på forhånd serveres for dit fordøjelsessystem som molekyler.

Lad mig sige det ganske kort:

Husk, at det er meget bedre at uddelegere fordøjelsen af dine fødevarer til dine tarmbakterier end til fødevareindustrien
 ??????????????????

Vil du lære meget mere om, hvordan din egen kompetente krop – i godt samarbejde med din tarmflora – kan hjælpe dig til endnu mere ubekymret sundhed og vitalitet? Så skal du være rigtig hjertelig velkommen til at se og gense mit foredrag ‘SukkerSmart 2020 – online’ så ofte du vil i 7 dage.  Du kan læse mere om foredraget og købe din adgang her.

Læs alt om mit nye 6 ugers kursus ’Sundhedens Biologi – online’ her